Et skridt tættere på at gøre Danmark til europæisk CO2-hub: Projekt Bifrost tildeles særlig EU-status
Europa-Kommissionen har tildelt Projekt Bifrost status som Project of Common Interest (PCI). TotalEnergies koordinerer Projekt Bifrosts PCI-ansøgning på vegne af de andre partnere, der kommer til at spille nøgleroller i implementeringen af projektet: ARC, Evida, Ørsted, Nordsøfonden og BlueNord.
Projekter og deltagere, der tildeles PCI-status, kan drage fordel af forenklede godkendelsesprocedurer og adgang til at ansøge om EU-finansiering fra Connecting Europe Facility-programmet.
For at opnå PCI-status skal et projekt have en betydelig indvirkning på energimarkederne og markedsintegrationen i mindst to EU-lande, øge konkurrencen på energimarkederne og styrke energisikkerheden ved at diversificere energikilderne. Det skal også bidrage til EU’s klima- og energimål ved at integrere vedvarende energi. PCI-projektlisterne opdateres hvert andet år.
”Det er en milepæl for TotalEnergies og vores partnere. Vores arbejde med at etablere CO2-lagre i stor skala i den danske Nordsø er nu anerkendt på EU-niveau som et afgørende element i omstillingen af den tunge industri. Det er et vigtigt rygstød, der vil være med til at bane vejen for at skabe en dansk CCS-industri til gavn for både Danmark og Europa”, udtaler Martin Rune Pedersen, Country Chair og Managing Director CCS hos TotalEnergies Danmark.
Som den primære integrator af Bifrost-projektet samler TotalEnergies partnere fra forskellige sektorer i CCS-værdikæden. Dette omfatter transport og lagring med det formål at opbygge robuste partnerskaber med vigtige infrastrukturudbydere. Målet er at mindske risici og investere i det fremtidige CO2-netværk. Desuden fremmer TotalEnergies samarbejder i tunge industriklynger eller med vigtige CO2-udledere i regioner som København og Aalborg i Danmark, Leipzig og Elbens flodmunding i Tyskland, Gdansk i Polen og Slite i Sverige. Danmarks unikke geologiske forhold, kombineret med vores ekspertise og infrastrukturelle kapacitet, giver et enestående erhvervsmiljø for permanent CO2-lagring i stor skala. Med anerkendelsen som PCI-status understreges projektets bidrag til EU’s energisikkerhed, markedskonkurrence og klimamål.
Projekt Bifrosts status som PCI vedtages formelt tirsdag den 28. november 2023.
Hvis du vil læse mere om PCI-statussen, kan du besøge EU-Kommissionens officielle hjemmeside her.

Om TotalEnergies globalt
TotalEnergies er en global multienergivirksomhed, der producerer og markedsfører energi: olie og biobrændstoffer, naturgas og grønne gasser, vedvarende energi og elektricitet. Vores mere end 100.000 medarbejdere arbejder for at levere energi, der er stadig billigere, mere bæredygtig, mere pålidelig og tilgængelig for så mange mennesker som muligt. TotalEnergies er aktiv i 130 lande og sætter bæredygtig udvikling i alle dimensioner i centrum for sine projekter og aktiviteter for at bidrage til menneskers velbefindende.
Om TotalEnergies i Danmark og CCS
I Danmark beskæftiger TotalEnergies en mangfoldig og international arbejdsstyrke på omkring 1.200 personer i København, Esbjerg og offshore. Sammen med partnerne i Dansk Undergrunds Corsortium, BlueNord og Nordsøfonden, er TotalEnergies ansvarlig for 86% af den producerede olie og 89% af den nationale gas i Danmark. Derudover udvikler vi et af de førende kulstoflagringsprojekter (CCS), som forventes at lagre millioner af tons CO2 i de udtømte olie- og gasreservoirer i den danske del af Nordsøen. TotalEnergies‛ aktiviteter går mere end et halvt århundrede tilbage og repræsenterer et vigtigt bidrag til Danmarks økonomi, energiforsyning og beskæftigelse. Ud over vores olie- og gasaktiviteter og CCS-projekter arbejder TotalEnergies Danmark på at etablere nye forretningsaktiviteter inden for offshore vind, solenergi og andre vedvarende energikilder.
Skjult under den danske undergrund ligger der et enormt potentiale for at bidrage til at løse klimakrisen og opfylde det danske reduktionsmål på 70% inden 2030. Med Danmarks unikke geologi og nærhed til europæisk industri kan Danmark blive et europæisk knudepunkt for CO2-lagring gennem Carbon Capture and Storage (CCS). Hos TotalEnergies ønsker vi at arbejde sammen med lovgivere, industrien og civilsamfundet for at opnå 100 % CO2-reduktion i 2045 og 110 % i 2050. Sammen kan vi finde løsninger til at opbygge – og investere i – infrastruktur og sikre incitamenter til CCS.
TotalEnergies‛ fokus er først at undgå emissioner og derefter at reducere dem ved at udvikle og anvende en systematisk tilgang, aktiv for aktiv, for at implementere de bedste tilgængelige teknologier. Med hensyn til restudledninger udvikler vi derfor industrielle projekter til kulstoflagring. Med kernekompetencer inden for projektledelse i stor skala, gasbehandling og geovidenskab er TotalEnergies på vej til at muliggøre en betydelig dekarbonisering af europæiske virksomheder gennem projekter som Northern Lights i Norge, Aramis i Holland og Bifrost i Danmark.
Kontakt TotalEnergies Danmark
Thorkild Diness Jensen / Head of External Communications for TotalEnergies Denmark / +45 20 20 42 36 / thorkild-diness.jensen@totalenergies.com